De slidstærke støbejernspumper fra Varisco er perfekte til fødevareindustrien, fordi de er specielt konstrueret til at håndtere medier som flydende chokolade, glukose og melasse. Som noget nyt forhandles de herhjemme af PUMPEGRUPPEN A/S.

Når man inden for fødevareproduktionen arbejder med tykt- eller tyndtflydende medier som chokolade, glukose, melasse, sirup og gær er det helt afgørende at have en stabil og solid pumpeløsning til formålet. De flydende medier kan nemlig være lidt af en mundfuld for pumpesystemet – især chokolade kan påføre meget slitage pga. af de små partikler i chokolademassen. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken pumpeløsning, man vælger. Herhjemme er der nu kommet et nyt produkt på markedet, der netop henvender sig til fødevareproducenter og til den farmaceutiske industri – produktet hedder Varisco V Choco, og det er PUMPEGRUPPEN A/S, der er begyndt at forhandle det.

“Der er tale om en indvendig fortandet tandhjulspumpe af støbejern. Den er meget alsidig og særdeles velegnet til alle former for tykt- og tyndtflydende medier. Chokolade slider meget, men denne pumpe er specialdesignet til at tage højde for det – bl.a. i udformningen af pumpehuset og i forhold til tolerancerne mellem de roterende dele,” forklarer salgsingeniør Jan Due fra PUMPEGRUPPEN A/S.

Chokoladeproducenternes foretrukne

Den italienske producent Varisco er kendt for i næsten 100 år at have udviklet og leveret kvalitetspumper i tæt samarbejde med bl.a. chokoladeindustrien, og i traditionelt chokoladeproducerende lande er Variscos pumper meget udbredt. I eksempelvis Belgien har man fx altid brugt støbejernspumper som denne, bl.a. fordi de er gode til at holde temperaturen meget stabilt, især med varmekapper monteret.

“Pumpen kommer med EU 1935/2004-certifikat og fremstår meget kompakt. Desuden markedsføres den i et attraktivt prisniveau, så vi forventer, at den vil blive populær herhjemme,” siger PUMPEGRUPPEN’s administrerende direktør, André Stokholm, der tiltrådte stillingen i december 2022.